Min historie – kroppen der taler

Flugt, kæmp og frys er de reaktioner vores nervesystem har under pres. I en moderne verden kan vi dog ikke fysisk løbe ud fra en eksamen eller slå naboen, når han igen påpeger at hækken er for høj. Bevares nogle gør, men de fleste af os tilpasser de naturlige instinkter i et moderne samfund.

Det betyder f.eks. at flugt kan forekomme ved at have mange ting i gang på en gang. Så forholder man sig ikke til det, der er svært, men styrer udenom, ved at have fokus på andet. Eller at man bliver i en situation, som man ikke trives i ved at slå kroppen fra. Blive monoton, og derved gå i frys tilstand.

For at ændre dette mønster betyder det først og fremmest en bevidsthed om, at man gør det.

Det gjorde jeg. Mit nervesystem gik i flugt under pres. Jeg havde alt for meget om ørerne. Det påvirkede mit humør, min personlighed og min tilstedeværelse med andre.

Jeg så modstand alle steder. Ingen forstod mig. Alle var irriterende. Jeg var nærtagende og meget meget vred. Når jeg ser tilbage på mit liv har vrede altid fyldt meget i min krop. Jeg havde ikke udadvendt vrede i den forstand, at jeg var verbal voldsom overfor andre eller havde et voldsomt kropssprog. Nej jeg vendte det indad.

Jeg var aldrig god nok i mine egne øjne. Jeg skulle være bedre. Min krop var forkert. Jeg skulle præsterer bedre. Jeg havde mange krav og forventninger til mig selv. Jeg begyndte, at påtage mig en bestemt rolle i samvær med andre.

Jeg har altid været hende med meget humor. Jeg var altid hende, som alle kunne snakke med. Jeg var altid hende, som spurgte ind til andre og ofte startede samtalerne. Så også i sociale sammenhæng pålagde jeg mig selv et pres. Stilheden var ikke velkommen, og alle skulle føle sig tilpas. Alle skulle kunne lide mig, og alle skulle føle at jeg interessede mig for dem.

Det var som en forbandelse jeg selv havde stået derhjemme og lavet i heksegryden. En forbandelse der fulgte mig.

Min krop reagerede flere gange. I start 20’erne låste min lænd, og jeg måtte have hjælp til at komme op fra gulv eller sengen. Min krop var stiv og rigid, og jeg følte mig langt ældre, end jeg var.

Jeg havde mange skuldersmerter. Det betød jeg ikke kunne proppe varer i posen, når jeg var nede at handle. Jeg kunne ikke hænge tøj op på tørresnoren, og at træne skulder med håndvægte var forfærdeligt, og efterlod mig svagere og med flere smerter.

Kroppen er ikke en modstander

Jeg begyndte at se kroppen som en fjende. En modstander, som ikke ville mig noget godt. Jeg havde et badeforhæng for øjnene. Det slørede mit sind, og jeg “forgiftede” mig selv. Min krop og sind. Det var en ond cirkel.

Jeg havde konstant dårlig mave, og reagerede på de fleste fødevarer med oppustethed, mavesmerter og mavekramper. Min rationelle hjerne resonerede sig frem til, at det skyldes fødevarerallergi og irriteret tyktarm. Det var og er der trods alt mange som har, så det er jo helt normalt tænkte min hjerne. Lægen sagde det samme, og det gjorde i en kort periode det hele tåleligt, for nu havde jeg en diagnose, at hænge mine symptomer op på.

Jeg vidste også, at jeg som barn havde lidt af kolik i 4 måneder. Den gang var der ikke alle de behandlingsmuligheder som der er nu. Mine forældre stog alene med et skrigende barn. De har uden tvivl følt sig magtesløse, usikre og hjælpeløse. Det har fyldt rummet, og det har fyldt dem og mig.

Jeg begyndte at kaste op, hvis jeg havde spist søde sager og kulhydrater som pasta. Jeg følte det forgiftede mig og gjorde mig tyk. Jeg har aldrig været overvægtig, men jeg kunne ikke se det.

Jeg har aldrig kastet op, når jeg var alene. Det var altid sammen med andre, at jeg sneg mig derud. Jeg gjorde det ikke hver gang, men det kom i perioder. Nu kan jeg se, at det skyldes at mit bægre blev fyldt. Det handlede ikke om fødevarerne. Det handlede om, at jeg blev fyldt mentalt op. Det blev især tricket, når det var mennesker jeg omgik, som fyldte meget eller havde mange ubalancer eller som jeg i bund og grund bare ikke matchede med.

Min menstration var ude af kontrol. Der gik 4-5 måneder i mellem. Flere var misundelig på mig, over at jeg fik det så sjældent. Men jeg var ikke glad for det. Jeg vidste inderst inde godt, at det ikke kunne være rigtigt, og det kunne ikke være sundt. Jeg mærkede slet ikke min kerne, som netop ligger i underlivet. Jeg var låst og paralyseret. Energien flød ikke frit.

På dette tidspunkt i mit liv var jeg færdig som fysioterapeut. Jeg var ikke lykkelig i mit forhold med min eks-kæreste. Jeg havde to heste og meget ansvar, som jeg ikke kunne styre. Jeg havde mine forældres skilsmisse, som jeg skulle forholde mig til. Jeg havde en mor som fyldte meget i den periode. Jeg følte mig alene. Jeg arbejdede, men følte jeg gjorde alt forkert. Jeg skulle planlægge og strukturere alt, for at føle en smule kontrol i mit liv. Men det betød også ekstra pres, at skulle være forberedt og bekymre mig om, hvad der kunne gå galt.

Hvad vendte det hele?

Jeg begyndte hos osteopat for min skulder. Han havde et helhedsorienteret syn på mennesket, og han fortalte at det i skulderen skyldes psykisk påvirkning. Min krop ville fortælle mig, at der var noget galt. Ikke kun på et fysisk plan men også mentalt.

Der faldt 10-øren for mig, og jeg forstod pludselig det hele. Men der havde jeg også hele mit liv haft ubalancer. Startende med det lille barn med kolik, men det har højst sansynligt været der før. Helt inde fra min mors mave. Jeg kan se, at det jeg har kæmpet med og stadig gør er et gentagne mønster ned gennem generationer.