Hvor blev viljen af?

af | jan 3, 2021 | 0 Kommentarer

Islænder med gejst

Glofaxi er en dejlig vallak på 6 år. Jeg mødte Glofaxi første gang, da han var 4 år, og blot skulle have et check-up inden påbegyndelse af ridningen. Der havde nuværende ejer nemlig købt ham.

Den gang var han meget sensitiv, men han havde power og fremaddrift og lysten til at arbejde. Da jeg mødte ham første gang var det ikke længe siden, at han var blevet kastereret.

Nuværende ejer købte ham som klaphingst, og fik ham opereret, så han kunne blive vallak. Operationen var gået fint, og alt var efterfølgende helet op.

Mistede kontakten til sig selv

Ejer kontaktede mig pga. en fysisk årsag, Glofaxi’s venstre albue var begyndt at knække, når han gik ned af bakke. Han virkede upåvirket af det, men ejer ville gerne have det tjekket.

Da jeg ankommer til stalden, og træder ind, så står Glofaxi med let sænket hoved, tom i blikket og virker ikke til at registere min ankomst. Han virker slukket i øjnene, som om hans virkelighed er i en anden verden.

Jeg ser ham på banen, og han har flotte bevægelser, taktfaste og med masser af afskub, men det hele er monotont. Ingen gnist, ingen bukspring eller glæde. Jeg påpeger dette for ejeren, da vi kommer tilbage til stalden, og hun virker glad for min observation.

Hun har selv undret sig, og det har gjort hende rigtig ked af det, fordi hun ikke vidste, om det var noget hun gjorde forkert. Hun forsøgte at passe godt på ham, og tage hensyn til ham, men han virkede fjern og ikke tilstede i nuet.

Kroppens reaktioner

Ejer var meget frustreret og ked af, at have mistet den hest hun havde købt for 2-3 år siden. Den hest med masser af  gå-på-mod. Nu tøvede han ofte, og tilbød  ikke selv hverken på tur eller på banen. Han afventede at rytter tog beslutningen om, hvor og hvordan han skulle bevæge sig.

Min første observation var, at ved hurtige pludselig bevægelser så farede Glofaxi sammen i kroppen. Han brød sig heller ikke om berøring langs hele ryggen og ned af bagparten, og trak sig sammen, som en kanonkugle. Under den manuelle behandlingen sumpede han ind i sig selv, og her er den store forskel. Han stod med sænket hoved og halvlukkede øjne, så kom man udefra, ville man umiddelbart se en hest som nød behandlingen, men i stedet trak Glofaxi sig ind i sig selv. Trak sig fra nuet, og ind i sin bobbel, hvor han ikke behøvede forholde sig til behandlingen. Så det han gjorde var usundt for både hans krop men allermest hans mentale tilstand. Det hans krop gjorde var at overleve, og det gjorde han ved at trække sig mentalt.

Når jeg så ejers håndtering af Glofaxi, så gik hun på listetæer omkring ham. Som hun sagde, at hvis hun blev for hurtig i sine bevægelser, så blev han skræmt. Men det var en ond spiral at være i, for det betød at både hest og ejers nervesystem var påvirket. Jeg nævnte for ejer, at stresshormonet kortisol boblede inde i Glofaxi og det skal ud. Ud igennem bevægelse og derfor skulle hun skrue op for blusset, for at få kortisolen væk fra kroppen. Se det som en gryde med vand i, det koger og pludselig koger det over, for derefter at falde til ro. Vi kan på nogen heste være nød til at skrue endnu højere op for blusset, for at skabe normale tilstande i deres fysiske og mentale krop.

Traumet der sad fast

Men hvordan var Glofaxi havnet i denne bobbel? Hvorfor havde han mistet kontakten til sin krop? Og hvor var hans vilje forsvundet hen?

Der skal vi længere tilbage i hans historie. Fra før nuværende ejer køber ham. Glofaxi’s mor var en meget reserveret hoppe, og Glofaxi blev efter fravæning sat sammen med andre hingste plage inden tilridning. Han har altid været en meget sensitiv fyr, og var den der trak sig fra konflikter. Forskellen var dog, at den gang havde han hingste hormonet i sig og derved mere testoron i blodet. Det gav ham mere vilje.

Da nuværende ejer derefter køber ham fra avler, kører hun ham direkte til dyrlægen for at få ham kastereret, da han var klaphingst. Som hun selv sagde vile hun helst gøre det med det samme, inden han efter en flytning til hende, igen skulle afsted til dyrlægen. Hvilket var forståeligt, men stadig et stort skift for en unghest. Glofaxi blev kastereret og hentet hjem til nuværende ejer. Herfra dalede hans selvtillid og hans sårbarhed blev tydeligere og tydeligere. Testoronen faldt, og den havde ligesom holdt ham oppe i gejst og vilje, men nu mistede han hormonet, og blev mere og mere utryg og uselvstændig.

Store skift som påvirkede Glofaxi’s ve og vel. For selv da han var hingst var han ikke i balance, men testoronen gav ham trods altid noget selvtillid.

Behandlingen og fremtiden

Efter at have hørt til Glofaxi’ fortid, skabte det en forståelse for hans væren. Behandlingen gik på, at vække nervesystemet så det ikke gik i frys eller luk-ned tilstand. Jeg søgte en reaktion hos ham, og ikke blot en flugt.

Derefter fik ejer en masse tilskud og diverse bevægelser, hun skulle udfører med ham. Både på staldgangen men også på banen. Skabe lysten til at bevæge sig, men mindst ligeså vigtigt, at han igen kunne mærke sin krop, blive tilstede i nuet og være hest igen.

Jeg var der 4 gange over ca 6 måneder, og ejer mødte mig glad den sidste gang, og oplevede at have sin gamle hest tilbage. Det største for hende, var at forstå hans mønstre og hvordan hun kunne få ham ud af de usunde tilstande. Hun forstod nu sin hest, og det gjorde hende lettet og glad.